Den Vægelsindede

3.4/5 ( ratings)

Om de fem Komedier, der udgjorde det første Bind, fra 1723, udtalte Holberg sig straks i den Betænkning, han lod sit Talerør fra Peder Paars og Skæmtedigtene, Just Justesen, sætte foran Skuespillene, , og igen faa Aar senere i sit første Levnedsbrev . De to Udsagn falder for det meste nær sammen.

For Den Vægelsindedes Vedkommende fremhæver Holberg Hovedrollens Vanskelighed og priser Madame Montaigu, som udførte den med saa stor Dygtighed.

Holberg var ikke tilfreds med Komediens Form; han foretog adskillige Ændringer til Udgaverne 1724 og 1731, idet han lagde Vægt paa at motivere de pludselige Stemninger i den kapriciøse Dames Sind. Det var netop denne Linje, som Johanne Luise Heiberg fulgte, da hun i 1850 fornyede Rollen og fik Komedien, der ikke havde været opført siden 1817, til at straale.

I »Et Liv gjenoplevet i Erindringen« giver Fru Heiberg en Skildring af sin Indlevelse i Rollen. Det begynder med, at hun mindedes en forlængst afdød Lærerinde, »hvor besynderligt hun gik paa Gaden, og hvor usigelig comisk hun løftede sin Kjole op, naar hun skulde over en Rendesten«.

Det slaar Fru Heiberg, at Den Vægelsindede fremfor alt skulde karakteriseres ved sine Bevægelser: »Mimiken maa uomtvisteligt blive en Hovedbetingelse for den, der skal trænge igjennem i denne enestaaende Rolle«, og samtidig gjaldt det om »at gjøre hende til et Menneske, hvis Lige man af og til støder paa i Livet«; dette maatte ske ved »at faa Overgangene motiverede tydeligt og bestemt«.

Fru Heibergs Fremstilling af den Vægelsindede blev en af hendes allerstørste Triumfer. Da hun var kommet hjem efter den første Forestilling og i Hjemmet havde trukket sig tilbage, var hun endnu i stærk Bevægelse; hun tænkte »ret levende paa gamle Holberg og udbrød for mig selv: »O, havde han dog havt den Glæde at være i Theatret i Aften og set og hørt sit forskudte Barn blive saaledes modtaget«. - Beskæftiget med disse Tanker slukkede jeg omsider min Lampe for om muligt at faa den Hvile, hvortil mit Legeme trængte. Det var alt langt over Midnat. Idet jeg nu i Mørke gik ind ad Døren til mit Sovekammer, hørte jeg lige bagved mig tydeligt en Røst sige et hjerteligt »Godnat«. - Uden al Reflexion, i samme Nu, udbrød jeg uvilkaarligt: »O, det var Holbergs Stemme!«« .

Litteratur.Th. Overskou: Den kongelige danske Skuepladses Historie VI, 1876, S. 60-61.

http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgTex...

Den Vægelsindede på holbergsskrifter.dk
http://holbergsskrifter.dk/xtf-public...